- Velkommen til Rækker Mølle Portalen

Oktoberfesten i Rækker Mølle Hallen den 5. oktober blev igen i år et hit, der tiltrak mere end 600 gæster.

For 11. gang indbød Rækker Mølle Håndbold til oktoberfest i Rækker Mølle Hallen. Just hjemkommet fra Wien, hvor jeg havde mulighed for at gøre studier over, hvorledes østrigerne fejrer oktoberfest, må jeg indrømme at forskellene til oktoberfesten i Rækker Mølle var minimale. Dernede dækkede man også op med borde og bænke fra Jysk! Måske var festdeltagerne iklædt festtøj af en højere prisklasse end i Rækker Mølle, og måske var musikken lidt mere til horn og messing; men ellers var ligheden slående. Jeg fandt i øvrigt ud af, at oktoberfesterne startede i München i 1810 da brylluppet mellem kronprins Ludvig og prinsesse Therese skulle fejres. Siden har oktoberfesterne bredt sig til mange lande og steder og altså også til Rækker Mølle.

Rasmus Hansen fra Rækker Mølle Håndbold bød de 480 spisende gæster velkommen kl. 18, og DJ Bosse varmede deltagerne op med slagermusik. Inden middagen blev der bragt et lille indslag i form af overrækkelse af en check på 100.000 kr. fra Sydbank Fonden til brug ved opførelsen af den nye hal. Sagen havde sådan set ikke noget med oktoberfesten at gøre; men lejligheden passede fint.

Maden blev leveret af Stauning Havn, og bestod af Øl-marineret schweineclubs – oktoberschweinelende i BBQ – braiseret schweinehaxen – bier frankfurter – stuvet kartofler – RækkerLöwen kartoffelmos – deutshe kålsalat og ølsauce. Og det smagte alt sammen skønt! Brygmester Thomas fra Rækker Mølle Bryghus havde produceret 2000 l velsmagende øl til festen.
Kl. 19 blev der solgt 900 lodder af 25 kr. hvor 1. præmien var en rejsecheck på 10.000 kr. til Bravo Tours og 2. præmien var et gavekort på 2.000 kr. til Restaurant Stauning Havn.
Kl. 20 blev årets ”savfører” fundet.

Man mærker bestemt, at det ikke er første gang Rækker Mølle Håndbold arrangerer oktoberfest. Alle de mange frivillige hjælpere kendte deres opgaver, så alt gik som smurt. Ordensmagten kiggede forbi tidligt på aftenen for tjekke, at alt gik sømmeligt til.
Efter at middagen var indtaget blev der åbnet op for, at gæster kunne deltage i resten af festen for 150 kr. 130 dukkede op efter kl. 20, således at det samlede deltagerantal nåede over 600. I 2018 lå deltagerantallet på noget lignede, og det vidner om, at Oktoberfesten i Rækker Mølle er et hit, der nok tåler gentagelse til næste år. Jens Jacob Østergård, der er formand for Rækker Mølle Håndbold, var da og synligt tilfreds med det store antal deltagere. Det er klart, at med så mange gæster kommer de fra et stort opland. Jeg talte såmænd med en gæst, der havde taget turen fra Samsø til Rækker Mølle for at være med til festen.

”DJ Bosse” leverede sammen med livebandet, ”The Rocksons” musikken til festen, og der blev spillet med en lydstyrke, der gjorde, at gæsterne ind imellem lige måtte en tur ud i den kølige aftenluft for at hvile ørerne. Kl. 22.30 blev der solgt frankfurtere ved indgangen. Festen sluttede kl. 01.30 og der var mulighed for taxakørsel til Skjern.

Allerede tidligt på aftenen erfarede jeg, at skoene klistrede til gulvet, hvilket gjorde det mere skridsikkert; men jo også betød, at der henstod et stort rengøringsarbejde. Og her træder de mange frivillige til med at få rengjort hallen. Jeg er overbevist om, at oktoberfesten også i år vil udvise et pænt overskud, der kan blive til gavn for Rækker Mølle Håndbold.
JH
Klik på et billede og se hele serien i stor størrelse!

Sidst opdateret: 06-10-2019
Kalender
18-04-2024 16:30
Ren By og Hotdogs
-----------------------------------

28-04-2024 13:00
Søndagsaktivitet
-----------------------------------

07-05-2024 19:30
ÅRSMØDE
-----------------------------------

07-05-2024 19:30
Årsmøde i Lokalarkivet
-----------------------------------

26-05-2024 13:00
Søndagsaktivitet
-----------------------------------

30-06-2024 13:00
Søndagsaktivitet
Design: MediaConnect