|
Tirsdag den 8. november havde det udvalg, der har arbejdet med et forslag til vedtægter for et Foreningsråd, indbudt de ca. 40 foreninger i lokalområdet til stiftende generalforsamling. Repræsentanter for ca. halvdelen af de indbudte foreninger var mødt frem.
Bente Tang, der har været formand for udvalgsarbejdet, bød forsamlingen velkommen, og mødet blev indledt med efterårssalmen: "Nu falmer skoven".
1. punkt på den udsendte dagsorden var valg af stemmetællere og ordstyrer. Jens Nielsen og Niels Vad blev valgt til stemmetællere og Hans Dalgaard modtog valg som ordstyrer.
Bente Tang refererede kort fra udvalgsarbejdet, og pegede blandt andet på, at det ikke havde været så let, at få skrevet den nye forenings vedtægter. Bente Tang fremdrog også eksempler på det gode samarbejde, der allerede findes i de fire sogne omkring Rækker Mølle Skolen, Firkløverweekenden og Rækkermølleportalen.
Efter Bente Tangs indlæg gennemgik Ivar Kristoffersen udvalgets forslag til vedtægt. Ordstyreren havde forinden oplyst, at vedtægtsforslaget enten måtte vedtages eller forkastes. I sidstnævnte tilfælde måtte udvalget udarbejde et nyt.
Ivar Kristoffersens gennemgang affødte en del spørgsmål. Især herskede der usikkerhed omkring spørgsmålet om, hvad man skulle forstå ved en forening. Ligeledes var der ikke helt klarhed over, hvorvidt de foreninger, der ikke var repræsenteret på mødet nu også var medlemmer eller ej. De forskellige spørgsmål og uklarheder, blev det overdraget til bestyrelsen at få klaring på. Ved håndsoprækning blev der herefter stemt om vedtægtsforslaget, som blev godkendt med et stort flertal.
Forsamlingen var nu klar til at vælge det nye foreningsråd. Valget forløb af to omgange. Først en runde, hvor navne blev bragt i forslag og siden den egentlige valgrunde.
Under stemmeoptællingen fortalte Ivar Kristoffersen om et møde, han og Finn Andersen havde deltaget i. På mødet blev der fremlagt planer om etablering af et såkaldt Landsbyråd, som skulle omfatte hele den nye Skjern-Ringkøbing kommune, og bestå af et repræsentantskab på 40 medlemmer alene valgt fra sogne- og borgerforeningerne i området. Altså en helt anden model end den foreningsmodel, der er valgt for Rækkermølle-området.
Ivar Kristoffersens indlæg affødte en del kommentarer, der alle støttede udvalget i, at den model, man havde valgt, var langt bedre, og at man så blot måtte håbe, at den kunne få gennemslagskraft i forhold til den nye kommunalbestyrelse.
Til det nye foreningsrådet blev følgende valgt:
Bente Tang (20) - Ivar Kristoffersen (18) - Mogens Højhus Jeppesen (17) - Poul Nielsen (16) - Ove Skyttegaard (14) - Finn Andersen (14) - Jens Nielsen (14).
Som suppleanter valgtes, Niels Vad og Birthe Thomsen.
Som revisorer valgtes: Maria Tylvad og Inge Marie Pedersen og Hanne Nygaard blev valgt til revisorsuppleant.
Hans Dalgaard sluttede aftenen med at takke for god ro og orden og føjede en tak til, for det solide stykke arbejde, udvalget havde leveret.
|
Foreningsrådets nye bestyrelsen.
Fra venstre: Ove Skyttegaard, Mogens Højhus Jeppesen, Finn Andersen, Ivar Kristoffersen, Jens Nielsen og Bente Tang. (Poul Nielsen var ikke til stede da billedet blev taget)




