Prisoverrækkelser
Lørdag den 1. oktober kl. 13 var der indbudt til prisoverrækkelser i Rækker Mølle.
”Det er en god dag for vore sogne”. Med de ord bød Ejnar Tylvad, de 34 gæster velkommen til to prisoverrækkelser og en pengeuddeling fra Firkløverweekenden. Priserne blev i år uddelt i Rækker Møllehallens mødelokale, hvor der var dækket op til kaffebord. De tidligere år har uddelingen fundet sted på Clausager Kunstvirke. For 8. gang blev Rækker Mølleprisen uddelt og for 4. gang Forskønnelsesprisen. Ejnar Tylvad pegede på, at begge priser er en anerkendelse af det store og meget positive arbejde, der gøres rundt omkring i de 4 sogne: Bølling, Sædding, Hanning og Finderup, og som må betragtes som en god modvægt til den ofte negative vinkel, der er på landdistrikterne generelt.
Skønt måneden netop havde skiftet navn til oktober, så var himlen dog så blå, at det gav god mening at synge: ”Septembers himmel er så blå.” Efter sangen blev Rækker Mølleprisen uddelt. Priskommiteen havde modtaget følgende 8 indstillinger til prisen:
Tryllestaven. Støtteforening for Rækker Mølle Skolen
Per Damgaard og Gunner Mortensen. Indsamling af lopper til loppemarked.
Ida Søndergaard. Stort arbejde med Købmandsgården i Rækker Mølle Ulla Andersen. Opstart af frivillig-korps til biergarden i Rækker Mølle
Olav Tylvad, Mads Eriksen og bestyrelsen bag ungdomsklubben Stjernedrys
Bølling Sogneforening. Mange nye initiativer.
Inger Dalgaard-Jensen. Organisering af rengøring på Holmsborg til fordel for spejderne i Rækker Mølle.
Jacob Sunesen, Rækker Mølle. Mandeaftener med Le Mans i værkstedet.
Efter oplæsning af begrundelserne for de 8 indstillinger foretog Bente Tang prisoverrækkelsen. Hun nævnte forud for overrækkelsen, at hun glædede sig over, at netop i et år, hvor der er fokus på det frivillige arbejde, at kunne give Rækker Mølleprisen til to af hverdagens helte. Prisen gik til: Per Damgaard og Gunner Mortensen for deres mangeårrige og utrættelige arbejde med at indsamle lopper til gavn for foreningslivet. Med prisen fulgte en check på 3000 kr. fra Skjern Bank, et fad med inskription fra Clausager plus et diplom. Traditionen tro fulgte også en buket blomster fra sidste års prismodtagere, Else og Søren Søe.
Til årets Forskønnelsespris var der indkommet 7 indstillinger. Jo-Ann Anderson og Brian Nielsen oplæste de 7 indstillinger og sideløbende hermed blev der vist billeder af de indstillede huse og parkanlæg. De syv indstillede var:
Allan og Pia Skovgaard.Tylvadvej, Rk. Mølle
Andreas Ellesen. Herborgvej 2, Finderup
Sædding Efterskole. Astrupvej, Sædding
Søren Knudtzen og Birgitte Eybye.Toftevej 13, Bølling
Finderup Efterskole.Finderup
Kim Høj. Skårupvej 14, Hanning
Jens Peter Rasmussen. Sæddingvej 10, Rk. Mølle
Allan og Pia Skovgaard modtog prisen med følgende begrundelse: ”Huset er restaureret over flere år med respekt for husets oprindelige arkitektur og valg af materiale. En meget stor del af arbejdet er udført af Allan selv. Og haven er altid trimmet og velholdt – det er en fryd for øjet!”
Endelig havde bestyrelsen for Firkløverweekenden besluttet at dele ud af 2011’s overskud. Bestyrelsen havde valgt at tilgodese 5 ansøgninger. Thomas Rabæk stod for uddelingen. Pia Jeppesen modtog 5.000 kr. til ungdomsklubben Stjernedrys. Mads Vendelbo modtog 10.000 kr. til Rækker Møllegaarden, der ønsker ny belægning på stierne. Gitte Kollerup modtog 10.000 kr. til Tryllestavens arbejde i forbindelse med skolens 40-års jubilæum. Mogens Kjeldsen modtog 20.000 kr. til forbedringer i Bølling Forsamlingshus. Hanne Markussen modtog 15.000 kr. til en ny bålhytte.
De 5 modtagere fik et flag påskrevet beløbet, og Thomas Rabæk glædede sig over at én weekends arbejde kunne præstere det hele. Beløbsmodtagerne kunne naturligvis få omsat flagene til rede penge mod at aflægge regnskab for, at midlerne også var anvendt til formålet.
Arrangementet sluttede med kaffe og en høstsang.
Jens Holmgaard
Klik på et billede og se hele serien i stor størrelse!
 |
 |
 |
Ejnar Tylvad. Velkomst |
Deltagerne |
Børnebordet |
 |
 |
 |
Der klappes |
Bente Tang begrunder indstilling |
Janni Eskesen overrækker Rækker Mølle Prisen til Per Damgaard og Gunner Mortensen |
 |
 |
 |
Jo-Ann Anderson og Brian Nielsen. Forskønnelsesprisen |
Jens Jacob Østergaard overrækker Allan Skovgaard Forskønnelsesprisen |
Allan Skovgaard. Forskønnelsesprisen |
 |
 |
 |
Thomas Rabæk. Pia Jeppesen |
Mads Vendelbo |
Gitte Kollerup |
 |
 |
Mogens Kjeldsen |
Hanne Markussen |