|
Stor interesse for at ansøge Nordea-fonden om midler til at bevare og renovere de steder, hvor mennesker mødes.
Nordea-fondens adm. direktør, Henrik Lehmann Andersen udtaler:
”Vi er blevet overvældet af interessen og den stærke lokale vilje til at bevare og renovere de steder, hvor vi mødes, og engagerer os i fællesskaber”. Derfor valgte vi at øge støtten fra 75 mio. kr. til 100 mio. kr. – og samtidig har vi besluttet at genåbne Renoveringspuljen i efteråret 2025. Vi vil nemlig meget gerne kunne imødekomme flere ansøgninger, når behovet og engagementet er så stort.”
I Rækker Mølle havde bestyrelsen for forsamlingshuset fået øje på fonden, og indså straks, at her var der mulighed for at få et tilskud til renoveringen. En ansøgning blev sendt af sted, og ansøgningen var passende spektakulær, idet man havde fået øje på Røgind Kro, som står til nedrivning. Kroen er bygget med samme type sten som Sædding Forsamlingshus, der trænger til at få skiftet en del mursten.
"Vi får 400 sten fra Røgind Kro, som vi kan bruge til renoveringen af forsamlingshuset, som vi håber kan stå klar til vores 120 års jubilæum næste år," siger Ingolf Lauridsen, der er en af de frivillige drivkræfter bag forsamlingshuset.
Renoveringen omfatter blandt andet isolering, omfugning af murværk, udskiftning af elinstallationer samt installation af varmepumper, solceller og batteri.
Mursten fra en nærliggende kro, der skal nedrives, genbruges i arbejdet med facaden som led i projektets bæredygtighedstiltag. Der er desuden fokus på at inddrage nye målgrupper – blandt andet borgere, som er tilflyttet fra Østeuropa.
"Vi har en del nye familier fra særligt Rumænien og Polen, som vi gerne vil inddrage i vores fællesskab. Tanken er at invitere til fællesspisning, hvor vi laver maden sammen, og på den måde måske også kan lære nogle af de traditionelle retter, som tilflytterne har taget med sig hjemmefra," siger Ingolf Lauridsen.
Sædding Forsamlingshus modtager i alt 1 million kroner til projektet.
JH